Uanset om du bor i lejlighed eller parcelhus, så slipper dine fætre og kusiner i andre større byer billigere end dig, når der skal afregnes for varmen i hytten.
Helt op til 4.300 kroner slipper boligejeren i Aalborg billigere end dig, hvis du bor i Århus Kommune, Eneste trøst er, at din gode ven i København betaler mere end dig. Tallene stammer fra en aktuel sammenligning af energipriser i 2006 i Danmarks seks største byer, og forklaringen finder man i kraftvarmeværkernes priser. I hvert fald ifølge affalds- og varmechef i Århus Kommune, Bjarne Munk Jensen.
»Vi har lavet en langtidskontrakt om levering af varme fra Studstrup for flere årtier siden, og den udløber først i 2014,« siger varmechefen.
De øvrige kommuner har lignende aftaler med deres kraftværker, men Århus Kommunes aftale med det DONG-ejede Studstrupværk betyder en højere pris end de tilsvarende aftaler i Odense, Esbjerg og Aalborg.
Bjarne Munk Jensen vil ikke oplyse prisen, og aftalen kan ikke lige laves om.
»Vi hænger på den der aftale,« siger han.
Lange rør koster også
Og som om det med aftalen ikke er nok, så koster det også århusianere ekstra, at Studstrup ligger langt fra brugerne. Det betyder, at der skal lægges mange kilometer rør. Og de skal vedligeholdes, og der er kun varmekunderne til at betale. I Odense og Esbjerg ligger kraftværkerne tættere på centrum, og det betyder meget mindre udgifter.
»Vi bruger omkring 100 millioner kroner om året på at udskifte og reparere rør, og det er mere end de andre kommuner,« siger Bjarne Munk Jensen.
Til gengæld er der lidt opmuntring. Det kommunale forbrændingsanlæg ved Lisbjerg leverer en femtedel af varmen i Århus, og større ovne og mere forbrænding giver billigere varme. Men prisændringen slår først igennem i løbet af i år.