Én dåbskjole er nemlig gået i arv i mere end 100 år i den danske kongefamilie.
Men hvem af de royale tvillinger får lov at bære den i kirken, spørger sognepræst og dåbsforsker Lone Hindø.
"Min forskning viser, at mange af dem, der får tvillinger i dag og samtidig har en generationskjole, vælger at bruge underkjolen til det ene barn og overkjolen til det andet. Men hvad de vælger at gøre i kongehuset, det kan vi ikke vide," siger Lone Hindø.
Christian den 10. blev døbt i kjolen i 1870. Senest har både Dronning Margrethe og Kronprinsen selv iført sig den hvide kjole ved døbefonden.
De nyslåede forældre har mellem to og tre måneder til at løse dilemmaet, vurderer Lone Hindø.
Normalt falder en kongelig dåb en måned efter fødslen. Men Kronprinsen og Mary har ved prins Christian og prinsesse Isabella valgt at vente i henholdsvis tre og to måneder.
"Mon ikke de gør det samme ved de to nye, som ved de to andre. Derfor kommer der formentlig royal barnedåb om to til tre måneder," fortæller Lone Hindø.
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary vil give tvillingerne forskelligt tøj på. Men de havde nok ikke regnet med, at det skulle ske ved tvillingernes første store offentlige ceremoni.
Måske de vælger en helt anden løsning, for at starte kongehusets egen tvillingetradition, vurderer Lone Hindø.