Hvis lille Mikkels mors arbejdsgiver kunne bestemme, så
udvidede Mikkels børnehave åbningstiderne, så Mikkels mor kunne hente ham senere
fra børnehave, end hun gør i dag.
Der er nemlig et stort behov, for at landets
daginstitutioner har langt mere fleksible åbningstider. Dansk Erhverv har
spurgt 800 medlemsvirksomheder om deres opfattelse af, hvordan pasningstilbud
mv. påvirker dagligdagen i virksomhederne.
Godt 40 procent af virksomhederne oplever, at medarbejderne
har pasningsproblemer.
Virksomhederne vurderer, at medarbejderne har stigende
problemer med at få passet deres børn. 72 procent af virksomhederne oplyser, at det er et stigende problem. Og det er et problem for hele
samfundet, mener Dansk Erhverv.
- Kommunernes manglende pasningstilbud er årsag til et
mindre udbud af arbejdskraft. I en situation med mangel på arbejdskraft er
dette uholdbart. Det er ikke rimeligt at kommunerne på den måde modvirker alle
bestræbelserne på at udvide arbejdsstyrken. Kommunernes servicetilbud skal
tilpasses arbejdsmarkedet, som i mange år har haft fleksible arbejdstider.
Derfor er det ikke godt nok, at institutionernes åbningstider ikke tilgodeser
forældrenes behov, siger arbejdsmarkedschef hos Dansk Erhverv, Ole Steen Olsen.
Tirsdag skrev Nyhedsavisen, at der kun er få ansøgere til de
institutionspladser, der har længe åbent, selvom mange forældre ønsker længere
åbningstider.