Helt op til 20 lukkedage om året. Det må forældre til børn i i vuggestuer og børnehaver finde sig i i nogle kommuner.
Men det er helt urimeligt, mener man i Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Her peger man på, at lukkedagene på den måde dikterer, hvornår forældrene skal holde ferie.
"Den produktions- og fritidsplanlægning, der aftales mellem virksomheden og virksomhedens ansatte bliver fuldstændigt smadret af bestemte kommuner, der går ind og definerer, hvornår forældrene skal holde fri," siger direktør i DA, Jørn Needgaard, til DR Update.
Han kalder lukkedagene et "kæmpe problem" og siger, at problemerne bliver større år for år.
"Trods regeringens intensioner om at begrænse lukkedagene, kan vi se, at der er visse kommuner, som øger antallet af lukkedage i 2010. De tager forældrene som gidsler," siger han.
Han vil kræve, at lukkedagene afskaffes.
"Vi vil tage det op i forhold til regeringen og KL og kræve, at lukkedagene fjernes," siger han
Der er stor forskel på, hvor mange lukkedage, der er i de forskellige kommuner. Mens der kun er fem lukkedage i Herlev om året er der 17 i Silkeborg.