Paris-Roubaix blev en stor triumf for CSC s Stuart O Grady, der kørte først over stregen og fik sin første sejr i tre år, mens danske Lars Michaelsen kørte et fremragende løb i sin sidste optræden som professionel.
Af Martin Van Dijk
madi@avisen.dk
@BRØD:Paris-Roubaix, også kaldet en forårsdag i helvede, udviklede sig som en drøm for Team CSC s Stuart O Grady, der efter en fantastisk præstation på de sidste 30 kilometer kørte først over stregen. Dermed blev det fuldt fortjent en rytter fra det danske hold, der kom øverst på skamlen efter et løb, hvor CSC var holdet i fokus. Det danske hold havde hele tre mand med i front, da både Lars Michaelsen og Matti Breschel længe var med helt fremme, mens forhåndsfavoritten Fabian Cancellara skuffede og endte uden for top 10. Ingen kunne dog følge O Grady, der efter seks timer, ni minutter og syv sekunder kunne række hænderne i vejret og fejre den første sejr siden 2004.
»Det var ren beslutsomhed, det er så længe siden, jeg har vundet sidst. Jeg vidste jeg kunne, men det var også en fantastisk holdindsats,« sagde en stakåndet O Grady til TV2 Sporten.
Holdejer Bjarne Riis var selvfølgelig også i godt humør efter den anden sejr i træk til det danske hold i Paris-Roubaix
»Det er fantastisk-vildt. Vi vidste, at Stuart var i topform og kunne vinde, hvis tingene flaskede sig for ham, og det gjorde de jo så heldigvis, så det var sindssygt flot,« sagde han ligeledes til TV2 Sporten.
Malurt i bæret
Selvom det langt hen af vejen var en fantastisk cykeldag for CSC, så var der dog lidt malurt i bæret, da Lars Michaelsen, der kørte sit sidste cykelløb, styrtede kort før mål, og dermed mistede sin podieplads.
»Som sportsmand er jeg selvfølgelig skuffet, for jeg havde diamanter i benene, og jeg var helt sikkert havnet på podiet, men det er helt fantastisk, at O Grady vinder,« sagde en afklaret Michaelsen, der nu kan lægge cyklen på hylden efter 14 sæsoner som professionel.