Nazitysklands soldater prøvede at skjule deres forbrydelser i koncentrations- og dødslejren Auschwitz-Birkenau, inden russerne kom.
Dele af lejren var pillet fra hinanden. 60.000 fanger var afsted på det, der er blevet kendt som en dødsmarch.
En af dem var danskeren Arlette Andersen, der i dag er 95 år og bor i Fredericia.
Hun og flere andre blev under marchen befriet af sovjetiske soldater.
Hun voksede op i Frankrig, men i 1944 blev hun taget af tyskerne. Hun er jøde.
Og så blev hun kørt til Auschwitz i en kreaturvogn.
Mandag er det 75 år siden, at den sovjetiske hær befriede Auschwitz-Birkenau, som den nazistiske besættelsesmagt havde etableret i Polen.
Stedet er bevaret som et museum over forbrydelsen.
I 2019 besøgte 2,3 millioner mennesker Auschwitz, 170.000 flere end året før.
ikke alle fanger blev sendt på dødsmarch. Mange var for afkræftede.
Russerne fandt 7000 udmagrede mennesker, mere døde end levende.
De fandt gaskamre.
De fandt forbrydelser mod menneskeheden.
Auschwitz-Birkenau var en del af Nazitysklands "Endlösung".
Den 20. januar 1942 blev jødeforfølgelsen sat i system på den såkaldte Wannsee-konference i Berlin.
Her fremlagde Reinhard Heydrich, næstkommanderende i elitekorpset SS, en plan for udryddelse af Europas jøder - "Endlösung".
11 millioner jøder skulle overføres til dødslejre. SS organiserede det hele.
Fra midten af 1942 blev jøder fra hele Europa deporteret til seks dødslejre.
Jøderne fik at vide, at de skulle flyttes.
Pak jeres ting - husk jeres værdier, så ingen tager dem. Mød op på togstationen.
De blev sat i overfyldte kreaturvogne uden mad, uden drikke, uden sanitære forhold.
Ofte varede turen flere dage. Destinationen viste sig at være en dødslejr.
Auschwitz-Birkenau, Belzec, Chelmno, Majdanek, Sobibor og Treblinka.
I Auschwitz, symbolet på rædslerne, døde flere end 1,1 million mennesker - de fleste jøder. At sult, sygdomme, udmattelse.
Eller de døde i Birkenaus gaskamre.
Nogle blev sendt på tvangsarbejde, nogle blev brugt til medicinske forsøg, alle fik de frataget de værdier, de havde med sig.
De blev tatoveret, og Arlette Andersen har også en tatovering.
Hun blev efter krigen gift med danske Ole Andersen.
Hun kunne ikke skjule tatoveringen, men hun havde ikke lyst til at snakke om oplevelsen.
- Jeg havde ikke lyst til at begynde at røre ved alt det. Nogle gange kan det være bedst bare at glemme, siger Arlette Andersen til Ritzau.
I 1990 ændrede det sig. Da begyndte hun at tale, og hun har siden holdt mange foredrag om Auschwitz, blandt andet på gymnasier.
Mange gange er hun blevet spurgt, hvorfor hun overlevede, når så mange andre døde. Det har hun kun én forklaring på:
- Det var en tilfældighed. Det hele var tilfældigt, også at jeg blev taget. Det var kun, fordi jeg var på universitetet, den dag de kom.
/ritzau/