Af Anna Rossman Thejsen
anro@avisen.dk

Danmark har med Europas mest liberale flygtningelov åbnet sine grænser for alverdens flygtninge. Sådan lød den internationale reaktion i 1983 på Danmarks nye udlændingelov. Loven blev det år vedtaget af den daværende borgerlige Schlüter-regering med et bredt politisk flertal bag sig.

»Udlændingeloven fra 1983 gik dengang for at være en af de mest liberale i Europa, forstået på den måde at den på stort set alle tænkelige områder tilgodeså asylansøgere og flygtninges behov,« siger Kim U. Kjær, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder og forfatter til flere bøger om udviklingen i dansk og europæisk flygtningeret.

Ifølge Kim U. Kjær var en af de væsentligste ændringer i 1983, at Danmark indførte et nyt begreb de-facto-flygtninge . Det betød navnlig, at mennesker, der var flygtet fra aktiv krigstjeneste med et fik mulighed for at få asyl i Danmark. En sådan mulighed eksisterede ikke i andre europæiske landes lovgivning.  I årene derefter blev de facto-bestemmelsen desuden benyttet til at give asyl til personer, der var flygtet fra borgerkrigene i blandt andet Libanon, Somalia og på Balkan. 

Boom i asylansøgere
I årene op til 83-loven havde kun et par hundrede flygtninge søgt om asyl i Danmark. Få år senere, i 1986, var antallet af asylansøgere steget til 9.299. Samme år kom også den første stramning af loven, som siden er blevet strammet utallige gange, siger Kim U. Kjær.

Indtil 1986 kunne alle mennesker rejse ind i Danmark, uanset om de havde visum, pas eller ej. Hvis de bare sagde de forjættende ord ’I seek asylum’ (asylansøger, red.), var Danmarks dør åben for dem. Men det satte stramningen i 1986 en stopper for: Danmark indførte regler, som betød, at uden visum, ingen adgang.

»Så når man i dag taler om Fort Europa , er det egentlig bare Fort Danmark i større skala. I 1986 tog Danmark så småt hul på den rolle, vi har i dag: Europas ultimative strammerland,« siger han.

Der gik dog  mange år, før der blev rokket væsentligt mere ved dansk flygtningelovgivning. Denne gang  ved en anden af 83-lovens væsentlige forbedringer af flygtninges retsstilling; Flygtningenævnet. 

Nævnet blev oprettet som en ankeinstans, der gav afviste asylansøgere ret til at få deres ansøgning om opholdstilladelse prøvet på ny.

Nævnet eksisterer stadig, men i en mindre og ringere udgave, siger Kim U. Kjær, der selv har siddet i Nævnet:

»I 1983 var tanken, at der i behandlingen af asylansøgerne også skulle være plads til et menneskeligt syn på deres situation. Det hensyn er stort set røget ud i dag. Regler og kun regler styrer, hvem der får asyl.«

I 2005 fik 1.151 opholdstilladelse i Danmark, det er det laveste antal siden 1983, viser tal fra Udlændingeservice. Også antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, er faldet markant de seneste år. I 1999 søgte 12.331 om asyl, i 2005 var tallet faldet til 2260. 

Europa rundt er antallet af asylansøgere generelt faldet de seneste år, Danmark tegner sig dog for et af de mest markante fald. Det skyldes blandt andet VK-regeringens stramninger af udlændingeloven i 2002. 

»2002 var året, hvor stramningerne for alvor tog fart. Den danske regering satte en effektiv bremseklods for krigsflygtninge ved helt at afskaffe begrebet de-facto-flygtninge. Desuden kom den ultimative barbering af Flygtningenævnet til tre medlemmer. Det betyder, at flygtninge i dag har langt dårligere muligheder for at få en fair behandling af deres asyl-sager,« siger Kim U. Kjær.

For 25 år siden var Danmark det land i Europa med mest åbne grænser over for flygtninge, og de strømmede til. I dag er det stilnet kraftigt af.

»I dag har dansk flygtningepolitik kun ét overordnet og officielt mål: antallet af udlændinge i Danmark skal begrænses. Medmenneskelighed er der stort set ikke noget tilbage af.«