Den Radikale leder får støtte til sit krav om, at Socialdemokraterne og SF skal afsløre detaljer for, hvordan de vil få danskerne til at arbejde 12 minutter mere om dagen.
"Når S og SF sammen med fagbevægelsen har tænkt sig at finde 15 milliarder kroner ad denne vej, så må man da også fortælle befolkningen, hvordan man har tænkt sig at finde de 15 milliarder," siger Jørgen Neergaard Larsen, adm. direktør i Dansk Arbejdsgiverforening til Newspaq.
Han kalder det er "dybt alvorligt" og "dybt seriøst", at den radikale leder nu afkræver Socialdemokraterne og SF flere detaljer om, hvordan de 15 milliarder kroner skal skaffes.
"Det må man kunne give svar på. Ellers er det jo bluff. For det er ikke et svar at lægge op til, at en anden del af Danmark skal betale 15 milliarder, for så har man jo bare flyttet 15 milliarder kroner," siger han.
Men de 12 minutters ekstra arbejde, som Socialdemokraterne og SF lægger op til med planen 'En Fair Løsning', er slet ikke nok, mener Dansk Arbejdsgiverforenings formand.
"Når man sætter fokus på, at løsningen på vores problemer er at arbejde i 12 minutter mere om dagen, så er det helt skævt. Hvis øget arbejdstid skulle være løsningen på vores problemer, så skal vi i virkeligheden, for at sikre sammenhæng, alle arbejde en time mere om dagen. Så store er de udfordringer, vi står over for," siger Jørgen Neergaard Larsen.