Den amerikanske pop-sangerinde Miley Cyrus er dybt taknemmelig for sin flirt med psykedeliske stoffer i 2010. Det fik nemlig den succesfulde hiphop-producer Pharell Williams til at få øjnene op for hende.
Den 19-årige Cyrus blev i 2010 foreviget af en paparazzi, mens hun røg det psykedeliske stof Salvia. Ifølge Miley Cyrus selv inspirerede det stærkt kontroversielle billede Pharell til at ville arbejde med hende.
Om det første møde med Pharell, fortæller Cyrus:
- Det var magisk. Pharell Williams sagde 'nu skal du ikke blive fornærmet, for sådan her snakker jeg, men jeg tænkte, kællingen lever rent faktisk livet', udtaler den tidligere Disney-stjerne til Marie Claire Magazine.
Hannah Montana-skuespillerinden fortæller, at tiden i studiet var fantastisk, og at Pharell siden er blevet som en bror for hende.
- Jeg har aldrig arbejdet sådan før. Jeg talte til ham, som var han en ældre bror. Og alt det, jeg foreslog, endte med at komme med på pladen.
Da billedet med Cyrus og bongen i sin tid ramte forsiderne, udtalte Miley Cyrus sig ikke så positivt om oplevelsen:
- Jeg er ikke perfekt. Jeg lavede en fejl. Og jeg er skuffet over mig selv for, at jeg har skuffet mine fans.
I dag har hun altså ændret sit syn på oplevelsen.
/ritzau/