Det blev cypriotiske Apoel FC, der kom op af hatten som FCK's modstander, da der fredag middag blev trukket lod til sidste kvalifikationsrunde til Champions League.
De danske mestre starter på hjemmebane den 18. eller 19. august, og der er returkamp på Cypern ugen efter.
Dermed slipper Ståle Solbakken for Salzburg Red Bull, som den norske træner helst ville undgå inden lodtrækningen. Salzburg, der har danske Thomas Augustinussen på holdet, spiller ligesom FCK's tidligere modstander, Stabæk, også sine hjemmekampe på kunstgræs.
Salzburg starter på hjemmebane i sine to kampe mod israelske Maccabi Haifa.
Den mest interessante kamp ved fredagens lodtrækning er et rent britisk opgør. Niklas Bendtner og Arsenal skal møde de skotske vicemestre fra Celtic i to opgør om at være med i hatten, når UEFA den 27. august trækker lod til puljespillet i Champions League.