Landsbyboere er rasende over, at de ikke kan komme til at plukke asparges i den zone mellem det græske og det tyrkiske Cypern, der bevogtes af FN.
Lederen af den græsk-cypriotiske landsby Mammari beskriver situationen som "eksplosiv".
"Dette er uacceptabel opførsel, og jeg har forlangt, at der skrides til handling," siger Nicos Kotziambashis til Reuters.
FN er kede af at måtte forhindre cyprioterne i at plukke asparges. Men der er ikke noget at gøre.
"Det er ikke noget, vi specielt godt kan lide at gøre, men selv om, der er asparges i bufferzonen, er de fredsbevarende soldater desværre nødt til at passe deres job. Og det er at begrænse adgang til den del af området," siger en FN-talsmand.
Masser af regn har gjort 2009 til et godt aspargesår, hvilket har ophidset de lokale borgere endnu mere.