Der er visse ligheder mellem busbomberen fra et attentat mod israelere i Bulgarien sidste uge og så den 24-årige svensker, der mistænkes for at ville gennemføre en eller anden form for terrorforbrydelse på Cypern.
Det siger Cyperns justitsminister, Loucas Louca.
Og den svenske statsborger, der har libanesiske rødder, skal fortsat sidde fængslet i syv dage, oplyser det cypriotiske politis pressetalsmand, Andreas Angelides.
De cypriotiske myndigheder oplyser, at de er i færd med at efterforske 10 sigtelser mod svenskeren, som nu har været frihedsberøvet siden 7. juli.
Ifølge kilder, der var til stede ved retsmødet bag lukkede døre, er han mistænkt for spionage og for at forberede en forbrydelse.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, udpegede meget hurtigt Hizbollah og Iran som de skyldige bag såvel den mistænkte svensker på Cypern som selvmordsbomberen, som sprængte sig selv og en bus i luften i Bulgarien.
Netanyahu gentog anklagerne i et interview med det amerikanske tv-netværk Fox News søndag, hvor han gav udtryk for at have stensikre beviser på forbindelsen.
Mandag er Cyperns justitsminister, Loucas Louca, også gået ud med udtalelser om ligheder mellem svenskeren og selvmordsbomberen i Bulgarien.
Cypriotisk politi er i øvrig meget tilknappet, når det gælder oplysninger om den varetægtsfængslede svensker.
/ritzau/TT