For første gang efter mandagens redningspakke fra EU og Den Internationale Valutafond fortæller den cypriotiske regering nu, hvor mange penge personer med mere end 100.000 euro i landets banker kan se frem til at miste.
Indeståender på mere end de 100.000 vil blive udsat for en afgift på "omkring 30 procent", fortæller talsmand for regeringen Christos Stylianides til cypriotisk radio.
Der er dog endnu ikke kommet nogen officiel procentsats ud efter nattens aftale.
Afgiften gælder for bankkonti i Cyperns største bank, Bank of Cyprus.
Ifølge aftalen med långiverne skal landets næststørste bank, Laika Bank, lukkes. Forretningen bliver opsplittet i en "god" og en "dårlig" bank, hvor man lukker den dårlige del ned over tid.
Den gode bank bliver til gengæld lagt sammen med Bank of Cyprus.
Redningsplanen giver 75 milliarder kroner i nødlån til Cypern, hvilket sikrer landet mod en bankerot.
/ritzau/AFP