De tohjulede trafikanter lever livet farligt i trafikken. Når danske cyklister sætter sig op i sadlen, bliver lygter og forstand ofte efterladt derhjemme.
Det viser resultatet af den første landsdækkende politikontrol af cyklister, som landets nye store politikredse stod bag i sidste uge. Forseelserne er nu talt op, og 2177 cyklister blev snuppet af politiets færdselskontrol, på de fire dage kontrollen varede. Næsten halvdelen kørte uden lys, og mange kørte over for rødt.
Kontrollen viser, at der stadig er alt for mange cyklister, der ser stort på egen sikkerhed i trafikken, lyder det fra Rigspolitiet.
Fakta:
Uden lys: 558 cyklister
Over for rødt: 498
Kørsel på fortov: 321
Indkørsel mod tavle: 240