En cyklist blev mandag fløjet til Rigshospitalet efter en højresvingsulykke.
Det oplyser vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Cyklisten er en 78-årig kvinde.
Ulykken skete mandag middag, hvor Vordingborgvej og Blegdammen krydser hinanden i Næstved.
En bilinspektør foretog mandag eftermiddag tekniske undersøgelser på stedet. Det er kutyme i ulykker med alvorlig personskade.
En bilinspektør er en teknisk ekspert - typisk med ingeniørbaggrund - der er ansat ved politiet.
Ved trafikulykker er det bilinspektørens opgave at foretage tekniske undersøgelser på ulykkesstedet og af de implicerede køretøjer. Formålet er at belyse de nærmere omstændigheder ved ulykken.
Det kan for eksempel være, om der har været fejl på køretøjet, eller om nogen har kørt for hurtigt.
Kvindens pårørende er underrettet.
/ritzau/