En mandlig cyklist på 74 år har torsdag formiddag mistet livet i en trafikulykke nær Hobro, oplyser politiet.
Ulykken skete på Nordre Ringvejved Tobberupsvej. Cyklisten blev ramt bagfra af en minibus. Begge kørte mod øst, fremgår det af meddelelser fra Nordjyllands Politi på det sociale medie X.
Som i andre alvorlige færdselsulykker tilkaldte politiet en bilinspektør for at få en klarlægning af forløbet.
Ambulance og politi rykkede ud til stedet, men cyklistens kvæstelser var så alvorlige, at han døde.
Flere bilister var vidner til ulykken, som blev anmeldt klokken 10.31, oplyser politiets vagtchef til Ritzau.
Passagerer i minibussen blev kørt videre fra stedet i en tilkaldt taxa.
/ritzau/