Så skete det igen.
En kvindelig cyklist mistede onsdag aften livet, da hun blev ramt af en lastbil i et stærkt befærdet kryds i Århus. Hun blev dræbt på stedet. Det vides ikke, om ulykken skete i forbindelse med de meget omtalte højresving.
Et øjenvidne beretter, hvordan den dræbte kvinde blev båret ind i en ambulance og kørt væk fra ulykkesstedet, mens brandfolk spulede blodet væk fra asfalten.
Den voldsomme ulykke skabte kaos i trafikken med lange bilkøer og et tog, som måtte holde stille på skinnerne tæt ved ulykkesstedet.