En 44-årig mandlig cyklist mistede i går aftes livet, da han blev kørt ned af en firehjulstrækker.
Ifølge bilisten, der sad bag rattet i den store bil, var det vand på vejen, der var skyld i, at han mistede herredømmet over bilen, da han kørte cyklisten ned.
Ulykken skete på hovedvejen mellem Løgstør og Fjerritslev i Nordjylland.
Det lader til at have været et voldsomt uheld, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Skals, ifølge politiken.dk.
"Der var desværre ingen vidner til ulykken andre end føreren af bilen, men det ser umiddelbart ud til, at cyklisten blev ramt midt på fronten af bilen og slynget op over køleren," siger han.
De nærmere omstændigheder ved ulykken vil nu blive undersøgt, og føreren af bilen, der er en mand i 30'erne, vil ifølge vagtchefen blive sigtet for uagtsomt manddrab, hvilket er normalt i sådan en situation.
Bilisten var meget chokeret over ulykken og ringede selv til politiet.