Siden genåbningen af samfundet er antallet af cykeltyverier næsten fordoblet.
Fordoblingen kommer efter det i 2019 kunne konstateres, at antallet af anmeldelser om stjålne cykler var faldet drastisk på ti år.
I 2019 modtog politiet 46.212 anmeldelser om stjålne cykler. Det var 33.060 færre, end ordensmagten modtog for ti år siden.
Men nu kan forsikringsselskabet Alm. Brand fortælle, at man har set tæt på en fordobling i antallet af cykeltyverier efter genåbningen.
Forsikringsselskabet havde forventet en stigning i cykeltyverier, men ikke så markant på så kort tid.
- Det viser, at nogle former for kriminalitet ikke forsvinder, men blot går i dvale under nedlukninger, som dem vi har set, siger Brian Wahl Olsen, direktør for forebyggelse og skadepartnerskaber hos Alm. Brand.
Så hvis du troede, at du cykelktyvene havde fundet andre interesser end din carbon-racer, så må du altså tro om.
Alm. Brand har nemnlig set en stigning på hele 90 pocent i anmeldte cykeltyverier hos forsikringsselskabets kunder fra 1. kvartal til 2. kvartal i år.
Og cykelejerne skal ikke forvente, at det var en ren sommerdille. September betragtes nemlig som cykeltyvenes højsæson.
Rådet fra Brian Wahl Olsen er således, at du parkerer din cykel et sikkert sted og ikke efterlader den i byen eller på stationen natten over.
- Mange tyverier sker på de sene aftentimer, siger Brian Wahl Olsen.
Gør det sværere for cykeltyven
• Lås cyklen, og brug også en kædelås til at låse både hjul og stel fast.
• Efterlad ikke din cykel i byen, på stationer eller skoler om natten eller hen over weekenden.
• Parker din cykel et sikkert sted – for eksempel inde i en bygning eller i et kælderrum.
• Hvis du køber en brugt cykel, så husk at tjekke cyklens stelnummer i Politiets app ”Politi”. Så undgår du at købe en stjålet cykel.