Tålmodighed og sagsbehandlingstid er ikke altid to lige store størrelser.
Det kan en cykelhandler i Holstebro og lokalpolitiet i samme by snakke med om.
Cykelhandleren mener nemlig, at politiet ikke tager hans anmeldelse om tyveri af en temmelig dyr cykel alvorligt. Og derfor har han taget sagen i egen hånd og begået en ny-klassiker og lagt tyvens navn ud på Facebook.
- Jeg ringede til politiet i sidste uge. Her fik jeg at vide, at der end ikke var oprettet en sag, siger Henrik Hornstrup til Dagbladet Holstebro.
Det er Henrik Hornstrup, der som indehaver af HV Care Cykler på Struervej, har fået stjålet en mountainbike til en værdi af 70.000 kroner. Og det er ham, som i frustration har lavet et opslag på Facebook, hvor han blandt andet skriver navnet på den person, som stak af med cyklen.
Hos lokalpolitiet forklarer Lilian Jensen, at sagen er ved at blive sendt af sted til den lokalstation, som dækker det område, hvor den formodede gerningsmand bor.
- Det kunne muligvis godt være gået hurtigere, erkender hun over for Dagbladet Holstebro.
Opslag en sag for jurister
Hun fortæller samtidig, at hun vil drøfte Henrik Hornstrups opslag på Facebook med politiets jurister.
Tidligere har butiksejere, der har offentliggjort identiteten på butikstyve, fået bøder af politiet, men det bekymrer ikke Henrik Hornstrup.
- Nej. Jeg var temmelig rasende, da jeg skrev opslaget. Der havde jeg lige talt med politiet, der havde fortalt mig, at man endnu ikke havde lavet en sag på det. Men jeg mener ikke, at vi gør noget forkert, siger Henrik Hornstrup blandt andet til dagbladet.