Mens debatten her hjemme raser om cyklisternes dårlige manerer, er situationen en helt anden i Norge.
Nordmændene diskuterer således for tiden et meget kontroversielt forslag fra det såkaldte Vegvesenet. Forslaget går ganske enkelt ud på, at det skal forbydes at cykle på fortovet. Eller sagt med andre ord: I Norge er det i dag tilladt at cykle på fortovet.
Når Vegvesenet vil have det forbudt, skyldes det en lang række uheld, hvor cyklister har torpederet fodgængere. Forskerne, der har forsket sig frem til den – måske i danske øjne temmelig logiske løsning – vil dog begrænse forbudet til zoner, hvor hastighedsbegrænsningen er 40 km/t.
Ikke desto mindre har deres forslag fået generalsekretæren i Syklisters Landsforening, Trond Berget, op at stå i pedalerne.
- Vi er imod et sådant forbud, hvis det ikke erstattes af noget, som er bedre for cyklistene, siger han til telegrambureauet NTB.
Han tilføjer, at fortovscykling er farligere for cyklisterne end for fodgængerne.