Et tre timer langt curlingdrama endte lykkeligt for Danmarks curlingkvinder, der til slut kunne trække sig ud af opgøret mod Storbritannien med en sejr på 9-8.
Undervejs havde holdene skiftes til at hente point og til at udføre lige dele mirakler og svipsere på isen.
Danmark fik dog en komfortabel føring på to point inden sidste ende, men alligevel havde briterne nær skabt en udligning med sidste sten.
Resultatet betyder, at Danmark indtager en delt syvendeplads i det olympiske klassement, og der er fortsat en lille mulighed for at komme i playoffkamp om adgang til semifinalerne.
Derimod er de danske herrer definitivt uden chance for at hente medaljer i Vancouver.
Canada har vundet 6-2 over Sverige og er som det første hold semifinaleklar efter overbevisende seks sejre i syv kampe.