Der var en OL-billet på spil for de danske curlingkvinder ved VM i Riga, og på trods af en række nederlag tyder alting på, at de godt kan begynde at glæde sig til næste års vinter-OL i russiske Sochi.
Torsdag eftermiddag besejrede danskerne værterne med 8-5, men måtte senere se sig slået med samme cifre i holdets sidste kamp mod Schweiz.
Det skulle imidlertid ikke ændre ved det faktum, at Danmark er klar til OL.
Komplicerede regler gør dog, at spillerne selv ikke er 100 procent sikre på, om de er OL-klar endnu.
- Vi har siddet og regnet på alle tænkelige scenarier, og vi mener, at vi er videre. Det sidste, vi mangler nu, er, at vi får det bekræftet. Vi er 99 procent sikre, siger skipper Lene Nielsen.
- Det eneste, der kunne være, er, hvis de tolker reglerne anderledes end vi, siger hun.
Også i forbundet er der en smule tvivl, men formand Niels Larsen føler sig ret overbevist.
- Vi skulle være med til OL nu, siger han.
Årsagen til forvirringen er et meget kompliceret kvalifikationssystem, hvor det for Danmark og de øvrige nationer gælder om at blive blandt de syv bedste nationer, når man lægger resultaterne fra VM i 2012 og 2013 sammen.
Rusland er dog sikker OL-deltager som vært, men så er der også nationer, der kun deltager i VM enten i år - eller sidste år.
Tvivlen skyldes også, at stillingen kan blive skubbet rundt afhængig af hvilke lande, der har slået hinanden indbyrdes, når hele det indbyrdes gruppespil er overstået, og når flere nationer ender på samme antal sejre, som det vil ske i Riga.
/ritzau/