Det danske kvindelandshold stod for en af curlingturneringens hidtil største overraskelser ved OL i Sydkorea, da holdet fredag besejrede Canada med 9-8 i en uhyre tæt kamp.
Det canadiske hold vandt verdensmesterskabet i 2017, og selv om holdet ligesom Danmark havde tabt de første to kampe, var canadierne storfavoritter.
Men Danmark fulgte med hele vejen, tilspillede sig en ekstra ende og vandt kampen på en stor canadisk fejl på sidste sten.
Dermed er det danske hold i tredje forsøg kommet på pointtavlen i turneringen, hvor Canada noget overraskende er sidst i tabellen.
/ritzau/