Arne Bybjerg Pedersen, der stod bag den verdensomspændende forretningssucces Carmen Curlers, er død.
Curler-kongen blev 94 år.
Det oplyser familien til DR.
Bybjerg sov tidligt søndag morgen ind i sit hjem i Australien. Han efterlader sig en hustru, fire sønner og 11 børnebørn, skriver mediet.
Forretningsmanden er kendt som stifteren af Carmen Curlers, der er en elektrisk papillot, som blev en succes over store dele af verden.
Arne Bybjerg Pedersen blev i 1960'erne millionær, fik privatfly, kørte Rolls-Royce med privatchauffør og festede med eliten fra dansk politik og underholdning.
Fuldstændig som du kan følge eventyret hver søndag på DR i tv-serien "Carmen-Curlers".
Her spiller skuespiller Morten Hee Andersen den karismatiske forretningseventyrer Arne Bybjerg Pedersen.
Den virkelige curlerkonge voksede op i fattigdom på en gård på Vestsjælland. Han var boglig, tog en handelsuddannelse og arbejdede som ung på en planteolie-plantage i Malaysia.
Da han vendte hjem til Danmark, havde han en del penge på lommen, og han åbnede som voksen flere radio- og tv-forretninger i Kalundborg.
Han ledte efter en opfindelse, der kunne blive virkelig stor og faldt over en annonce i avisen, hvor en frisør søgte penge til udvikling af en elektrisk opvarmet papillot til krølning af kvinders hår.
Arne Bybjerg Pedersen flyttede efterfølgende først til Schweiz på grund af skattefordele og siden til Australien, hvor han også døde.