Cubanerne har søndag stemt ved et parlamentsvalg, der er et afgørende skridt på vej mod et farvel til en præsident ved navn Castro.
De nye medlemmer af parlamentet får til opgave at vælge en efterfølger til den 86-årige Raul Castro, som træder tilbage i april.
Raul Castro overtog præsidentposten i 2006 fra broren Fidel Castro, som tog magten ved en revolution i 1959.
Cubas vicepræsident, Miguel Diaz-Canel, ventes at overtage posten.
- Revolutionens triumftog fortsætter, sagde Diaz-Canel, da han satte sit kryds i provinsen Santa Clara.
Han lover, at "freden, friheden, uafhængigheden og folkets suverænitet vil vare ved".
Den cubanske valgproces er temmelig speciel. Der er en kandidat i hver valgkreds, og denne er på forhånd godkendt af regeringen.
Selv om der kun er en opstillet kandidat, er denne ikke sikret valg. For at vedkommende skal kunne opnå valg, skal denne have over 50 procent af stemmerne.
Det er frivilligt at stemme, men der ses skævt til folk, som ikke stemmer, og man regner med en valgdeltagelse på 90 procent.
Otte millioner cubanere ventes at møde op for at ratificere de 605 kandidater.
Flere end halvdelen af kandidaterne - 322 - er kvinder.
Den nyvalgte nationalforsamling skal vælge et statsråd på 31 medlemmer, hvis leder også traditionelt er landets præsident.
Raul Castro har på forhånd meddelt, at han ikke er kandidat som præsident. Han ventes dog at forblive formand for Det Kommunistiske Parti indtil 2021.
Det endelige resultat ventes mandag.
/ritzau/AFP