Team CSC vandt endnu en sejr i Tour of California, da argentineren Juan José Haedo vandt sjette og næstsidste etape. Dermed har det danske hold vundet halvdelen af de kørte etaper. Sejren var naturligvis også god for det danske hold, selvom det ikke gik helt efter planen. Team CSC havde håbet på en sejr til Stuart O’Grady, men i sidste ende var det altså en lykkelig Juan José Haedo, der kunne køre først over stregen.
»Det er virkelig stort for mig at vinde igen, men jeg havde ikke regnet med at vinde den på denne måde. Vi satsede alt på at holde Stuart fremme i udbruddet, men da vi så nåede frem til finalen, begyndte jeg at forberede mig på, at det kunne ske at slutte i en massespurt. Jeg var heldig at fange det rigtige hjul 500 meter fra mål, og komme først over stregen. Jeg havde håbet at vinde en etape mere efter den første sejr, men derfra og til at gøre det er der selvfølgelig et godt stykke vej,« lød det fra den argentinske sprinter efter etapen.
I den samlede stilling fører Levi Leipheimer med 21 sekunder ned til løbets toer, Jens Voigt, der samtidig er CSC’s bedste bud på en samlet vinder.