CSC’s amerikanske rytter David Zabriskie havde glædet sig til at køre på hjemmebane i Tour of California, men på første etape med samlet start i det amerikanske etapeløb røg Zabriskie med i et massestyrt. Han faldt, slog hovedet og fik hjernerystelse og måtte opgive at fuldføre. Han slap dog for alvorlige mén.
»Jeg er selvfølgelig meget skuffet over at skulle udgå på den her måde, for jeg havde glædet mig til at køre i Californien. Men samtidig er jeg glad for, at jeg ikke kom mere til, for det var et ret voldsomt styrt. Det er desværre en af jobbet, at man indimellem bliver involveret i styrt, og nu må jeg lige ryste oplevelsen af mig og gå i gang med at forberede mig på mine næste løb i stedet for,« siger David Zabriskie.
Også en anden CSC-rytter, Karsten Kroon, var med i et styrt. Han kunne dog gennemføre etapen, men ved endnu ikke, om han kan stille til start på tirsdagens etape.
Gårsdagens etape blev vundet af Rabobanks Graeme Brown.