Den sidste rest af tillid mellem Tour de France-holdene er forsvundet. Og dermed er det blevet endnu sværere at lave store fælles aftaler, der kan stable det klassiske franske cykelløb på benene igen.
Det mener pressechef hos det danske CSC-hold, Brian Nygaard.
- Ingen stoler på hinanden i øjeblikket, siger han.
Derfor afviser han også et forslag fra det danske reklamebureau Propaganda, der anbefaler Tour de France-ledelsen at pålægge hvert startende hold at indbetale et depositum på mellem fem og 10 millioner kroner - og så tilbageholde beløbet, hvis en rytter fra holdet bliver testet positiv.
- Det ville ikke gå. Det griber ikke fat om roden af problemet som er, at der mangler en holdningsændring blandt holdene og en fælles tillid til hinanden, siger han og forklarer, at holdene alligevel bliver straffet, hvis deres ryttere bliver testet positive.
- Vi kan jo se, at de efter dopingskandaler kommer i store økonomiske vanskeligheder under alle omstændigheder. En trussel om en bøde ville ikke ændre ved den sag, siger Brian Nygaard.
Han forslår i stedet, at holdene investerer i et mere avanceret dopingsystem, der kan fange rytterne, før de stiller til start.
Sådan et system har CSC ifølge Brian Nygaard selv - det koster 2,5 millioner kroner og inkluderer blandt andet 600 årlige dopingtests.