Løgn på løgn på løgn. Det er i følge skuespilleren Tom Cruises advokat, hvad der står i det nye nummer af magasinet National Enquirer, der på forsiden har et billede af skuespilleren og Katie Holmes med overskriften "House of Horrors" (Rædselshuset, red.)
Magasinet hævder nemlig at have detaljer om årsagen til Cruises nylige brud med Holmes, men det hele er altså ifølge advokaten løgn.
I et tre sider langt brev truer han derfor selskabet bag National Enquirer, American Media Inc, med et sagsanlæg, der skal koste dem flere hundrede millioner dollar.
Brevet er kommet i The Hollywood Reporters besiddelse, og bladet fortæller, at advokaten i brevet kalder National Enquirers historie for "falsk og fyldt med ondskabsfulde løgne", og at det vil "koste dem hundredvis millioner dollar" at skade Tom Cruise på den måde.
- Som I er blevet gjort opmærksom på allerede, så indeholder jeres nummer af National Enquirer flere falske og skadelige påstande om vores klient, Tom Cruise, står der i brevet.
Flere medier har spekuleret i, om det kan være Tom Cruises medlemskab af den religiøse sekt Scientology, der ligger til grund for skilsmissen.
Tom Cruise og Katie Holmes har sammen datteren Suri på seks år.
/ritzau/