Det kan være fint nok at se lækker ud i smukt tøj, men det vigtigste er dog et smukt hjem, mener supermodel Cindy Crawford ifølge femalefirst.co.uk.
Den 45-årige model designer selv sine egne møbler, og hun planlægger en ny møbelserie senere i år. Og selv om hun aldrig havde regnet med, at interiør ville komme til at spille så stor en rolle i hendes liv, så passer det hende godt.
"Jeg har aldrig planlagt at blive den næste Martha Stewart (leder forretningsimperiet Martha Stewart Omnimedia Inc, der er toneangivende inden for bolig I USA red.). Men jeg elsker at arbejde med interiør," siger den langbenede model.
Crawford bor i Malibu med sin mand Rande Gerber og deres to børn, og hun er glad for sit liv som møbelentusiast.
"Det reflekterer, hvem jeg er i dag, en person som bekymrer sig om sit hjemmemiljø," siger hun.
Og hjemmelivet er faktisk mere bekræftende end modeljobbet.
"Jeg vil have, at vi skal være lykkelige dér. Den type lykke, som ikke er betinget af, at jeg ser godt ud i en bikini," påpeger hun.