Ledelsen for Københavns internationale filmfestival CPH:PIX ser lyst på situationen, selvom de ikke kan forvente lige så stort et omfang af sponsormidler denne gang som sidste år.
"For et halvt år siden oplevede vi en meget stor interesse fra store sponsorer, og flere af dem er nu faldet fra. Vi får langt under halvdelen end det, vi havde håbet på. Når firmaerne står over for at skulle fyre medarbejdere, kan de ikke samtidig have store pengesponsorater," siger leder af CPH:PIX Jacob Neiiendam til Berlingske Tidende.
Finanskrisen har fået halvdelen af de private sponsorer til at pakke sammen, men det får ikke Jacob Neiiendam til at fortvivle. Han tror nemlig ikke, at krisen vil have konsekvenser for filmfestivalens program.
De to filmfestivaler NatFilm Festivalen og Copenhagen International Film Festival blev fusioneret i CPH:PIX og er nu Københavns nye internationale spillefilmsfestival.
Næste festival finder sted i København fra den 16. til den 26. april 2009.