Fodboldmålmanden Thibaut Courtois kan på onsdag få sin første officielle kamp for Real Madrid.
Det sker, når den spanske storklub i Tallinn spiller kampen om den europæiske Super Cup.
Real Madrids Champions League-vindere møder lokalrivalen Atlético Madrid, der vandt Europa League i sidste sæson.
Real Madrid har vundet Super Cuppen de seneste to år.
Thibaut Courtois er en blandt fem målmænd i truppen på 29 spillere, som Real Madrids nye cheftræner, Julen Lopetegui, har udtaget til kampen.
I truppen er også Keylor Navas, som i de seneste tre sæsoner har været førstevalget i Real Madrid.
26-årige Thibaut Courtois, der blev kåret som den bedste målmand ved VM-slutrunden i sommer, tvang i sidste uge et skifte igennem fra engelske Chelsea.
Det skete blandt andet, fordi belgieren har to børn, som bor i Madrid, og som han ønskede at være tættere på, end det var muligt med adresse i London.
Thibaut Courtois boede i Madrid fra 2011 til 2014, hvor han var udlejet fra Chelsea til Atlético Madrid.
I 2014 tabte han som Atlético-spiller Champions League-finalen til netop Real Madrid med 1-4 efter forlænget spilletid.
Real Madrid har også Luka Modric med i truppen til Super Cup-kampen mod Atlético Madrid.
Den kroatiske kreatør, der blev kåret som VM-slutrundens bedste spiller, er på rygteplan blevet sat i forbindelse med et skifte til italienske Inter, men Real Madrid har afvist at sælge Modric.
Champions League-vinderne sagde tidligere i sommer farvel til superstjernen Cristiano Ronaldo, som efter ni år og 450 mål for Real Madrid skiftede til italienske Juventus.
/ritzau/