Courtney Love truer nu spilgiganten Activision med retsforfølgelse, fordi hun er utilfreds med, at Kurt Cobain optræder i den seneste udgave af det populære spil, Guitar Hero 5.
Producenten bag spilsuccesen havde ellers fået grønt lys til at bringe Kurt Cobain til live i form af en figur i spillet fra både de tidligere Nirvana-medlemmer og Courney Love selv.
Men den tidligere 'Hole'-sangerinde er tilsyneladende ikke tilfreds med det billede, Activision har tegnet af hendes afdøde mand.
I hvert fald raser hun over det nye spil på sin Twitter-profil.
"Vi vil sagsøge røven ud af bukserne på dem," skriver hun blandt andet.
Kurt Cobain begik selvmord i 1994 og har siden opnået kultstatus. Blandt andet som bannerfører for 'Grunge'-musikken.