Den 60-årige countrystjerne Toby Keith fortæller nu på sociale medier, at han sidste efterår blev diagnosticeret med mavekræft og siden har været i behandling.
- Jeg har brugt det sidste halve år på kemoterapi, stråling og operation, fortæller Toby Keith.
Country-sangeren oplyser, at prognoserne indtil videre ser fornuftige ud, men at han har behov for at hvile sig.
- Jeg ser frem til at tilbringe denne periode med min familie. Men jeg vil se mine fans før eller siden, og jeg kan ikke vente, skriver han.
Toby Keith, der har kone og tre børn, kan se tilbage på en karriere med 32 førstepladser på den amerikanske country-hitliste. Han blev sidste år af den amerikanske regering hædret med National Medals of Arts - blandt andet på grund af hans mange turneer for udstationerede amerikanske soldater.