Umiddelbart har den verserende dagpengedebat ikke meget med det netop overståede gidseldrama i Somalia at gøre.
Og dog, mener finansminister Bjarne Corydon (S).
Ifølge flere Socialdemokratiske folketingsmedlemmer, som Politiken har talt med, sammenlignede Corydon dagpengeopgøret med gidselsagen på gårsdagens gruppemøde, hvor flere rebelske S-medlemmer blev sat på plads.
Jo mere udenforstående blander sig i dagpengesagen, jo højere bliver prisen for at give de udfaldstruede dagpengemodtagere en håndsrækning, lød argumentet fra Corydon, skriver Politiken.
En tilstedeværende bemærkede, at finansministeren må have tænkt på De Radikale, der står fast på dagpengestramninger og derfor vil skrue prisen op for ændringer.
Hvis de overhovedet vil gå med til ændringer.
Skal man tro politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Elisabet Svane, vil De Radikale ikke ændre på den dagpengereform fra 2010, som De radiale stemte for og som er en del af regeringsgrundlaget.
- Til gengæld, og det er vigtigt, afviser R ikke at se på hele beskæftigelsesområdet. Derfor tyder meget på, at det er her, løsningen findes, skriver hun i en analyse på fyens.dk.
- Så man på den ene side holder genoptjeningsretten på det hele år og samtidig drejer på knapperne i beskæftigelsessystemet. Det var bl.a. noget af det, der var planlagt til de trepartsforhandlinger, som brød sammen sidste forår, fortsætter Elisabet Svane.
Også Politikens analytiker, Sigge Winther Nielsen, spår i dagens udgave af Politiken, at der kan komme en todelt løsning på dagpengespørgsmålet.
- Før sommeren endnu en midlertidig løsning til de arbejdsløse, som står til at komme i klemme. Alle hånde ideer er på bordet både mere uddannelse eller ene mere håndholdt beskæftigelsesindsats som intensivt søger at finde et job til de udfaldstruede. Og så et forløb efter sommeren med en grundlæggende granskning af hele arbejdsmarkedet, skriver han.