En vaccine fra Statens Serum Institut (SSI) mod Covid-19, der er sygdommen, man kan få ved smitte med coronavirus, har vist lovende resultater ved test på mus.
Derfor går seruminstituttet nu videre og har planlagt forsøg på aber.
Det oplyser SSI i en pressemeddelelse mandag.
Vaccinekandidaten kaldes CoVaxix og udvikles under ledelse af chefvirolog og professor Anders Fomsgaard.
Testene på mus har vist, at CoVaxix er lykkedes med at fremkalde antistoffer mod Covid-19 i musene.
Antistofferne er stærke nok til at præstere et lige så godt forsvar som i kroppen på mennesker, der tidligere har haft coronavirus og er kommet sig.
- Vaccinen fremkalder desuden celleimmunitet, der beskytter mod sygdom ved at eliminere virusinficerede celler. Det er meget ønskeligt for vacciner, men langtfra alle vacciner er i stand til det, siger Anders Fomsgaard i pressemeddelelsen.
Efter forsøgene på aber håber Statens Serum Institut at kunne begynde såkaldte fase 1-forsøg på mennesker til efteråret eller i begyndelsen af 2021.
/ritzau/