Antallet af indlagte med coronavirus fortsætter med at falde. Der er fredag indlagt 85, hvilket er 12 færre end torsdag.
Yderligere fire smittet med virusset er døde, hvilket bringer det samlede dødstal op på 586. Det viser tal fra Statens Serum Institut.
Antallet af indlagte er det laveste siden 17. marts, hvor 82 smittet med coronavirus var indlagt. Indlæggelserne toppede i starten af april med 535.
Der er fredag fortsat 17 med coronavirus indlagt på intensiv afdeling. Ti er i respirator, hvilket er to flere end torsdag.
Coronavirus behøver ikke at være dødsårsagen, selv om dødsfaldene indgår i opgørelsen.
For at tælle med i statistikken skal man have været død senest 30 dage efter en positiv test.
/ritzau/