Nordsjællands Hospital Hillerød aflyser alle ikke-akutte operationer og behandlinger i resten marts.
Det skyldes, at hospitalet forventer at bruge alle kræfter på at planlægge modtagelsen af "ekstraordinært mange isolationspatienter, hvis udviklingen med coronavirus i samfundet fortsætter".
Det fremgår af en intern e-mail til hospitalets ansatte, som Berlingske er i besiddelse af.
Vicedirektør på Nordsjællands Hospital Hillerød Jonas Egebart bekræfter over for Ritzau, at hospitalet undersøger, hvilke behandlinger der kan udskydes.
- Jeg kan bekræfte, at vi i dag har bedt vores afdelingsledere om at se, hvilke ikke-akutte aftaler der kan udskydes her i marts.
- Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, siger Jonas Egebart til Ritzau.
Alle akutte behandlinger af patienter fortsætter som planlagt. Men de øvrige patienter må altså vente til efter marts med at blive behandlet på hospitalet.
Tiltaget skal frigøre alle kræfter på hospitalet. De skal i stedet trænes til nye opgaver, skriver Berlingske.
- Vi har brug for, at personalet kan frigøre deres tid til øget uddannelse og træning og forberede sig på det her forventede større behov, der kommer senere, siger Jonas Egebart.
Træningen er blandt andet i at bruge beskyttelsesudstyr til at behandle nye typer af patienter.
Onsdag er 442 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark.
Virusset har endnu ikke kostet nogen danskere livet. Onsdag er det første dødsfald som følge af virusset bekræftet i nabolandet Sverige.
Regeringen vil torsdag fremlægge en hastelov for Folketinget. Den skal gøre det muligt at forbyde større forsamlinger på grund af frygten for spredning af coronavirus.
Når en hastelov er på plads - hvilket kan ske på få dage - vil det så være op til regeringen, om loven skal benyttes.
Der er onsdag klokken 20.30 pressemøde i Statsministeriet om den aktuelle situation i Danmark.
/ritzau/