Dame N'Doye er næsten allerede glemt. Selv om han var en af Superligaens største profiler, så har sommerens største afgang medført flere positive ting end negative i FC København.
Det mener FCK's sportsdirektør Carsten V. Jensen, som kan se, at FCK's angrebsspil er blevet mere varieret og mindre afhængigt af blot en spiller.
- Det er ikke nogen hemmelighed, at gik godt med N'Doye i rigtig lang tid, men det er også sådan, at når ting ændrer sig, og folk forsvinder herfra, så åbner det for noget nyt.
- Det var det, vi håbede på, og som nu har vist sig at gå op i en højere enhed, siger Carsten V. Jensen.
- Efter en god periode med N'Doye fik vi sendt ham videre i systemet, og vi fik endda et afkast af hans tid i København, samtidig med at vi fik gjort plads til nye folk, så det er en god historie, mener han.
Efterfølgende har 19-årige Andreas Cornelius vist sig at være en fuldgod erstatning for N'Doye med 10 mål i 11 superligakampe.
- Jeg vil ikke afvise, at salget af N'Doye har løsnet op for noget. Fodbold er komplekst, og der er mange muligheder. Og hvis man lykkes med noget, så gentager man det.
- Det lykkedes rigtig meget med N'Doye, og han lavede mange mål. Der blev holdt øje med, hvor han befandt sig på banen, og selvfølgelig søgte vi ham i spillet, siger Carsten V. Jensen.
N'Doye blev solgt til russiske Lokomotiv Moskva, og FCK hentede helt bevidst ikke en afløser for N'Doye til klubben.
- Vi vidste i god tid, hvad det var, vi havde på vej. Derfor var vi lidt mere trygge ved at afhænde en spiller med den profil. Vi var også forbeholdne i forhold til at tage en ny spiller ind med den samme profil.
- Det skulle vi holde for øje, for havde vi gjort det anderledes, havde vi spærret vejen for Cornelius, forklarer FCK-bossen.