Den amerikanske ambassadør, Carla Sands, har i anledning af Copenhagen Pride Week inviteret organisationer og enkeltpersoner fra LGBT-miljøet til reception på ambassaden.
Men det bliver uden organisationen bag festivalen Copenhagen Prides deltagelse. Organisationen har sendt et afbud til ambassadøren, hvor der kraftigt tages afstand fra den amerikanske præsident Donald Trumps politik.
Det skriver mediet Out and About, som er et dansk nyhedsmedie for miljøet af lesbiske, bøsser, biseksuelle, transkønnede og queer personer (LGBTQ).
Den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford har i flere år været vært ved en officiel og meget populær pride-reception i ambassadørresidensen Rydhave i Charlottenlund.
Giffords sidste reception var i 2016, mens der ikke blev afholdt nogen i 2017, da den på det tidspunkt nyindsatte præsident Trump endnu ikke havde udpeget Giffords efterfølger.
I år vil den nye ambassadør videreføre traditionen, men reaktionen i LGBT-miljøet er tilbageholdende.
- Ordet "boykot" summer i miljøet, og Copenhagen Pride har meldt afbud, skriver mediet Out and About.
Kommunikationschef i Copenhagen Pride Thomas Rasmussen forklarer, at modstanden skyldes Trump-administrationens linje over for LGBT-personer.
- Det kommer hurtigt til at lyde lidt hult, hvis man på den ene side kritiserer Trump-regeringens manglende vilje til at rumme LGBT-personer og tilbagerulninger af LGBT-positiv lovgivning, mens man så samtidig står og drikker champagne med ambassadøren, der er repræsentant for selv samme regering, siger han.
Han bekræfter, at Copenhagen Pride ikke deltager i receptionen, men understreger, at afbuddet ikke bør påvirke andre organisationers deltagelse.
Modsat de tidligere pride-receptioner på ambassaden er årets reception den 15. august ikke arrangeret i samarbejde med Copenhagen Pride.
Derimod holdes arrangementet med ambassadører fra Storbritannien, Canada og Australien som medværter.
/ritzau/