Først blev den ene udråbt til vinder.
Så gjorde den anden krav på sejren - hvorpå det forlød fra partiets valgkommission, at han "sandsynligvis" havde vundet.
Men nu har Frankrigs konservative oppositionsparti UMP fintalt stemmerne efter sidste weekends formandsvalg, der stod mellem den populistiske generalsekretær, Jean-François Copé, og den tidligere premierminister François Fillon.
Og det bliver som først annonceret Copé, der løber af med sejren og bliver UMP's nye formand, fastslår partiets interne appeludvalg mandag aften.
Han har fået 952 stemmer mere end Fillon af de omkring 173.000 stemmer, partiets medlemmer har afgivet.
Oprindeligt var Copé blevet udnævnt til ny partileder umiddelbart efter afstemningen søndag den 18. november, men kun med en papirtynd margen på 98 stemmer, lød resultatet efter den oprindelige optælling.
Det fik François Fillon til at bestride valgresultatet. Han hævdede, at han havde vundet med 26 stemmer, hvis stemmer fra partimedlemmer bosiddende uden for Frankrig var blevet talt med.
Striden om, hvem der er valgt til ny UMP-formand, har afsløret en dyb kløft mellem Fillons midtersøgende fløj og Copés mere højreorienterede kurs og har truet med at rive partiet midt over.
/ritzau/Reuters