Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
En sag mellem den amerikanske producent af gummiskoen Converse og blandt andre Coop Danmark A/S er blevet afgjort i Østre Landsret i dag.
Coop er blevet frikendt for at have handlet forsætligt eller uagtsomt. Converse havde krævet, at Coop skulle betale 4,5 millioner kr. i erstatning. Det afviste Østre Landsret.
Til gengæld skal Converse betale Coop 100.000 i sagsomkostninger.
Sagen begyndte for cirka fire år siden, da Coop havde importeret et parti Converse gummisko, som man udbød til salg i Kvickly og Fakta til en væsentligt lavere pris, end skoene sælges til i specialbutikkerne.
Converse hævdede, at skoene var kopier, mens Coop mente at kunne dokumentere, at de var originale og lovligt parallelimporteret til Danmark. Da Converse gjorde indsigelse, stoppede Coop øjeblikkeligt salget, indtil retssagen var gennemført.
"Vi har stor respekt for producenters immaterielle rettigheder og tager skarpt afstand fra salg af kopiprodukter. I dette tilfælde mente vi, at vi havde pålidelig dokumentation for, at varerne var originale mærkevarer. Landsretsdommen bekræfter dette.
Østre Landsret medgiver, at vi ikke har handlet forsætligt eller uagtsomt, og at der derfor ikke er noget at bebrejde os i sagen.
Vi er derfor meget tilfredse med dommen," siger juridisk direktør Per Sjøqvist, Coop.
Da skoene blev trukket tilbage i 2012, blev kunderne tilbudt at få deres penge tilbage.
Yderligere information: Juridisk direktør Per Sjøqvist, 5159 4410
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.