Team Saxo Bank-Sungard kan være stærkt svækket til sommerens Tour de France.
Ifølge spanske medier ligner det nemlig et års dopingkarantæne til holdets megastjerne Alberto Contador.
Det spanske cykelforbund forventes at komme med en afklaring på Alberto Contadors positive dopingtest under sidste års Tour de France på torsdag i denne uge.
Det er de to store spanske aviser Marca og AS, der mener at vide, at karantæne er uundgåeligt. Det skriver Feltet.dk.
Under sidste års Tour de France blev stjernerytteren testet positiv for stoffet clenbuterol. Ifølge Contador selv er han blevet dopet af en bøf, han spiste.
Avisen Marca skriver, at ingen kan bevise, hvordan stoffet er kommet ind i hans krop. Derfor vil rytteren kun blive idømt et års karantæne - karantænen vil dog betyde, at Contador fratages sin Tour de France-sejr fra sidste år. Skriver Feltet.dk.
I stedet er det den tidligere Bjarne Riis-stjerne Andy Schleck, der blev nummer to i sidste års tour, der får sejren.
Bliver Contador dømt, så har han ti dage til at appellere dommen. Lykkes en appel ikke, så er Contador ude af touren, men kan stille op i sit hjemlands Vuelta a Espana senere på året.
Kilde: Feltet.dk.