Selv om det ikke lykkedes for Alberto Contador at overtage førertrøjen efter onsdagens enkeltstart i det spanske etapeløb Vuelta a Espana, er der udbredt tilfredshed hos både den spanske cykelstjerne og hans hold Team Saxo Bank-Tinkoff Bank.
Contador sluttede kampen mod uret på andenpladsen efter den suveræne svensker Fredrik Kessiakoff. Til gengæld endte spanieren foran både Chris Froome, Alejandro Valverde og Joaquim Rodriquez, og han er nu blot et sekund fra førstepladsen.
- Det er et godt resultat, men Vueltaen begynder først nu, siger Alberto Contador ifølge TV2 efter den 11. af løbets i alt 21 etaper.
Spanieren kører sit første store etapeløb efter sin dopingkarantæne, og han viste lidt af sin gamle enkeltstartsstyrke, da han distancerede Chris Froome med 22 sekunder og overtog andenpladsen fra briten.
Sportsdirektør hos Team Saxo Bank-Tinkoff Bank Bradley McGee er da også godt tilfreds med Contador, selv om Joaquim Rodriquez altså i første omgang får lov at køre videre i løbets røde førertrøje.
- Måske kunne han (Contador, red.) have taget et par sekunder mere på toppen af stigningen, hvilket ville have sikret trøjen, men præstationen viser jo med al tydelighed, at hans form er stærkt stigende, at han er ved at finde rytmen.
- Det bekræfter vores forhåbninger om, at han bare bliver bedre og bedre. I morgen venter en temmelig svær afsluttende stigning, som kan få betydning for klassementet, siger Bradley McGee til holdets hjemmeside.
/ritzau/