Mens kloden gisper efter vejret, sidder hun med i den lille ekslusive gruppe, der lige nu kæmper for at redde klimaet.
Klimaminister Connie Hedegaard (K) er blevet prikket på skulderen og bedt om at sidde med i en gruppe på 18 udvalgte lande, der skal komme med et forslag til den afgørende tekst på klimatopmødet på Bali i Indonesien.
Det oplyser kilder på topmødet til Avisen.dk
Forhandlingerne står på lige nu, og de forventes at vare til cirka midnat dansk tid.
Landenes største opgave er at blive enige om, hvor meget verdens lande skal reducere CO2-udledningerne med i 2020. Indtil videre har både USA, Japan og Canada stukket en kæp i hjulet på forhandlingerne, men nu tyder på det på, at kun amerikanerne står stædige tilbage.
- Ja, Japan og Canada har været tavse de seneste timer. Det er USA, der lige nu står alene tilbage som den store udfordring, siger klimamedarbejder i WWF, John Nordbo.
Han er dog betydeligt mere pessimistisk, end da mødet gik i gang for snart to uger siden.
- Dengang var det 50-50 for, om vi fik succes. Nu er det nok snarere 30-70, siger John Nordbo.
Forhandlingerne har stået på det meste af natten, og flere gange har man reduceret antallet af medlemmer i den afgørende gruppe.
I går sad 40 lande således med i den såkaldte friends of the chair - venner af formanden - og i dag er antallet yderligere reduceret til 18. Det er i denne gruppe, at Connie Hedegaard sidder med sammen med fire andre EU-lande. I går måtte ministrene have en enkelt embedsmand med sig til forhandlingerne, men i dag skal de gøre det hele alene.
Det er ifølge flere kilder på topmødet for at lette forhandlingerne, fordi embedsmændene ofte er med til at forhale processen.
Avisen.dk følger udviklingen på Bali.