Om kort tid stiger indbyggertallet i sommerhalvåret på Aarø betragteligt.
I hvert fald hvis det står til Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, der netop har besluttet at udstykke 32 sommerhusgrunde på øen i Lillebælt.
Men beslutningen møder stærk kritik fra Danmarks Naturfredningsforening, da Aarø ligger i et såkaldt internationalt naturbeskyttelsesområde. Adskillige fuglearter og sjældne planter trives på øens særlige strandenge, som man nu frygter, vil blive påvirket.
- Det er rigtig skidt for naturen. De områder, der får status af internationalt naturbeskyttelsesområde, er nemlig den fineste natur, vi har. Regeringen har forpligtet sig til at bevare disse områder, og så er det uforståeligt, at man samtidig tillader byggeri, siger Nina Saarnak, plankoordinator i Danmarks Naturfredningsforening.
Oprindeligt ville Skov- og Naturstyrelsen udlægge hele 50 sommerhusgrunde på øen, men massive protester fra øens 200 indbyggere og flere miljøorganisationer gjorde, at tallet blev indskrænket. Desuden er der særlige krav til, at de nye sommerhuse ikke må skade naturen og dyrenes levesteder.
- Det har derfor været vigtigt for mig at finde en løsning, der tager fuldt hensyn til naturen, og som også skaber økonomisk udvikling på øen, siger miljøminister Connie Hedegaard (K) i en pressemeddelelse.
Men det er ikke nok for Danmarks Naturfredningsforening, der helst så, at der slet ikke blev bygget på øen. Foreningen overvejer nu, hvilke skridt man vil tage. Foreningen har tidligere truet med sagsanlæg, hvis der blev bygget sommerhuse på øen.
Aarø ligger i Lillebælt ved udmundingen af Haderslev Fjord. Øen ligger 1,5 kilometer fra fastlandet i et område, som er et særligt værdifuldt kystområde.
Skov- og Naturstyrelsen har samlet udlagt 460 nye sommerhusgrunde i Sønderjylland. De fordeler sig med 163 grunde i Haderslev Kommune, 280 grunde i Sønderborg Kommune og 17 grunde i Esbjerg Kommune.