Det var en glad miljøminister, der onsdag kunne offentliggøre, at København i år 2009 skal være vært ved FN s vigtige miljøkonference.
- Det er en stor dag for dansk miljøpolitik, at vi kommer til at stå i spidsen for en af de vigtigste miljøudfordringer i vores generation, og jeg og regeringen vil kæmpe for, at indsatsen bærer frugt, så det danske værtskab også bliver til gavn for klodens klima, udtaler Connie Hedegaard (K) i en pressemeddelelse.
Regeringen har arbejdet hårdt på at få netop denne konference til landet, da der skal forhandles om en ny global aftale om CO2-reduktioner. Den nuværende Kyoto-protokol udløber nemlig i år 2012, og hvis de juridiske detaljer skal nå på plads inden da, skal en ny aftale være på plads senest i år 2009.
- Vi ved, at det bliver en endog meget lang og sej kamp op ad bakke for at nå det mål, fordi der stadig er mange centrale aktører, der er for nølende og for tøvende. Men regeringen er parat til at stå i spidsen for dette lange seje træk. Og vi glæder os over, at det lykkedes på EU-topmødet for nylig - efter dansk forslag - at gøre det til en fælles EU-holdning, at en aftale om Kyoto-protokollens afløser senest bør indgås i 2009, siger miljøministeren.
Det er dog ikke kun miljøet, der vil nyde godt at det danske værtsskab. Ifølge Connie Hedegaard er det også en mulighed for at eksponere Danmark over for omverdenen.
- Værtskabet er en enestående mulighed for at brande Danmark og for at vise verden, hvad det er, vi kan her i Danmark. Det kan blive et fremragende udstillingsvindue for danske virksomheder og dermed en platform for øget eksport og nye udenlandske investeringer. Samtidig vil det være en ekstraordinær chance for hovedstaden til at profilere sig overfor de mange internationale gæster, siger hun.