Computeren slog mennesket igen

Verdensmesteren i skak blev slået af supercomputeren Deep Fritz.

Computere er bare blevet bedre til skak end mennesker. Det måtte den russiske skakverdensmester Vladimir Kramnik tirsdag aften sande, da han blev slået af supercomputeren Deep Fritz i Bonn.

Efter seks partier skak havde computeren vundet to, mens fire var endt uafgjort. I det afsluttende parti, der varede fire timer, vandt Deep Fritz efter 47 træk.

Den 31-årige russer fik 500.000 dollar for at spille mod computeren, og han kunne have fået dobbelt så meget, hvis han havde vundet. Efter kampen sagde Vladimir Kramnik, at han var »en smule skuffet«, men at han håber at tage revanche om et par år, når han har haft bedre tid til at forberede sig.

Statistisk set er hans chancer dog ikke særlig gode. I 2002 lykkedes det ham at spille uafgjort mod computeren, men siden er softwaren forbedret mærkbart.

Første gang en skakverdensmester blev slået af en computer var i 1996, da Garry Kasparov tabte til computeren Deep Blue.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.