»Det er skønt at spille fodbold igen.«
Sådan siger Brøndbys angrebsveteran Ruben Bagger, som efter en lang skadespause endelig er klar til at stille kondicyklen i skuret og snøre fodboldstøvlerne igen.
På grund af skader er det kun blevet til to førsteholdskampe det sidste halvandet år for Brøndby, og mange havde formentlig afskrevet den gamle angriber, der fylder 35 år på tirsdag i næste uge. Men ikke Ruben Bagger selv. Han har hele tiden haft troen på, at han nok skulle komme igen.
Han har både været skadet i knæet og anklen og har desuden lidt af følgeskader.
I november fik han taget en krampe ud af knæet og han har også fået fjernet nogle skruer, der holdt knæet sammen, så nu skulle Ruben Bagger være så godt som klar igen. Der er dog lige noget med formen, der skal i orden, for som han siger, så har han ikke lavet meget andet end at sidde på sin kondicykel.
»Jeg kan godt mærke, at det er vinteropstart. Jeg har jo ikke lavet noget det sidste halve år, andet end at cykle på kondicyklen.
De sidste fire år har jeg kørt meget på den kondicykel,« tilføjer han.
Så hvis nogle af spillerne brokker sig over den hårde vinteropstart, så er det ikke veteranen.
»Jeg synes, at det er fantastisk at komme ud og løbe i skoven igen,« siger han.
Han ser frem til at være med til at løfte holdet fra den øjeblikkelige midterplacering i ligaen. Det har nemlig ikke været rart at sidde udenfor og se holdet i krise.
»Det er lettere at være skadet, når det går godt, end når det går skidt. Så vil man jo ind og bidrage,« siger han. Han afviser, at han tænker på, at der er kortere til startopstillingen, når de andre på holdet spiller mindre godt.
»Nej, sådan har jeg det ikke. Jeg er holdspiller,« forklarer han kort.
Måske er det derfor Ruben Bagger er så populær hos Brøndbys fans.
»Haha. Det er på grund af mine mange comebacks. Jeg har fået en fantastisk modtagelse, hver gang jeg er kommet tilbage,. Det er da noget jeg er stolt over. Så har jeg da gjort et positivt indtryk,« griner han.
Nu glæder Ruben Bagger sig til endnu et comeback.
»Hvis ellers træneren kan bruge mig, så må vi se, hvordan det spænder af,« siger Brøndbys veteranangriber.